Mere til stede

I går aftes havde vi fundet vej til Kysing strand. Efter et herligt fiskemåltid, stod vi og så ud over det klare vand. Pludseligt så vi et marsvin, der så ud til at lege vildt gennem bølgerne. Men snart opdagede vi, at der var mere end sjov på færde. En kæmpe ørred søgte flugten fra dens banemand - og nåede til sidst ind på det lave vand, hvor marsvinet ikke turde følge efter. Vi nød synet af disse smukke dyr og naturens liv lige foran vore øjne. På hjemvejen så vi hovedet af et rådyr inde i kornet ved Fulden.

Efter sådanne oplevelser føler jeg mig ligesom mere til stede.

Nu når vi midten

En drøm, der spirede første gang for 2 år siden, er nu ved at blive virkeliggjort. Da jeg første gang gik en labyrint i klosteret i Gurk i Østrig, tænkte jeg, at det kunne være rigtigt godt at lave sådan en i vores kirke. Og nu skal vi lave en til Sommerkirke på Lægården. Igår gik Jens, Kaj og jeg i gang med at måle ud og markere labyrinten på den helt rigtige plads: længst væk på skolens grund, nede ved åen blandt høje træer. Indimellem måtte mændende lige tænke sig om en ekstra gang om med udregningen, og kvinden måtte holde mund og gå efter forsyninger. Men efter et par timers arbejde havde vi formen klar. Til Sommerkirke skal deltagerne tage fat og lægge sten i græsset. Må det blive sjovt, anstrengende og velsignet!

Her er jeg gået i gang med noget, jeg ikke selv kunne gøre og regne ud alene, og det har været spændende, om det kunne lykkes. Det udfordrer mig på at udvise tillid - og det er faktisk ret svært, men nu hvor det ser ud til at lykkes, noterer jeg mig, at jeg bør give mere tillid. Labyrinten lærer os, at vi må begive os på vej og gå tålmodigt - vi kan ikke altid regne ud på forhånd hvordan, men hvis vi går langs stien i labyrinten, så vil vi på et tidspunkt nå midten.

at løbe rundt om hjørner

Godt - tak for opmuntringen - jeg prøver nye skridt her på bloggen igen.

Igår kørte vi til Svejstrup mellem Ry og Silkeborg. Her blev bygget en envejslabyrint af den klassiske type, den såkaldte Trojabog -i 1998 - så jeg var ret spændt på, om den stadig var der. Efter en vidunderlig smuk tur gennem et af Danmarks mange smukke landskaber - og med en lille omvej ned til Alken (hvorfor bor vi ikke på landet, tænker man sådan en sommeraften, hvor alt er stille og solen sender sit varmeste og smukkeste skær ind over alt..), fandt vi labyrinten ved et lille kolonihavehus på en eng bag ved landsbyen - og græsset var endda for nyligt klippet rundt om den.

Jeg begyndte min tur rundt med forventning - det er mindst 2 år siden, at jeg sidst prøvede en labyrint i Østrig. Jeg bad en kort bøn og gik rundt. Mens jeg gik, hørte jeg tydeligt mange forskellige fugles kor. Da jeg igen var kommet ud, løb jeg turen igen. Forunderligt: at løbe rundt om hjørner får mig til at grine.

I den halve time eller mere, vi var der, så vi ikke et eneste menneske - i hvertfald ikke uden for en bil - og en enkelt scooter - kun en kat holdt på afstand øje med dette menneskes mærkelige øvelse.

Tænk sig, at den oplevelse bare havde ligget og ventet på mig i årevis - mens jeg løb rundt om andre hjørner.

Længe har jeg gået og tænkt..

skal jeg helt annullere denne blog?

Hvad vil jeg egentligt med den?

Jeg kan da ikke blive ved uge efter uge at frembringe inspirerende tekster? - nej længe har det jo ikke fungeret!

Jeg vil jo gerne udtrykke mig ærligt om, hvem jeg er - men hvordan skal jeg gøre det?

Spørgsmålene er stadig åbne - men jeg har ikke lukket den endnu..

Kender du det?

Lad mig præsentere min nye, lidt mærkelige, lidt irriterende og dog højst interessante ven for tiden: Oskar fra bogen "Ekstremt højt og utroligt tæt på" med et tankevækkende citat: 

"Det bliver stadig sværere at få plads inden i mig til alle de ting, jeg ikke vidste."

uden hjertets overflod...

Netop hjemvendt fra Prag, hvor jeg var i gode kollegers selskab - og tilmed havde glæden ved at se nogle af højdepunkterne i Prag - her særligt den gotiske katedral, Waschlav-katedralen. Jeg kunne stadig huske, hvad det var, der havde glædet mig så meget for to år siden, da vi var der sidst:
Alfons Muchas vinduesmalinger og det fine lille kapel for Waschlav... og så hørte jeg nogen sige:
- hvad nytte er det til?
Det provokerede mig! Når man ser sådan en gammel katedral kan man jo altid tage sine forargede og temmeligt protestantiske briller på og beklage, hvordan kirken i middelalderen pressede penge af folk -eller:
man kan være åben og mærke suset af menneskers længsel: For mig er sådan et bygningsværk udtryk for menneskers lovprisning af og længsel efter Gud - som vi nu mere end nogensinde behøver. Og det fylder mig med overskud og glæde at se det skønne brugt til Guds ære.
Paul Tillich, nu afdød teolog, skrev noget i 1950'erne, som stadig er et godt svar, idet han kommenterer på hændelsen, hvor en prostitueret hældte dyr olie over Jesus og vakte alles forargelse - for hvad nytte var det nu også til?...:
"-uden hjertets overflod kan der ikke ske noget stort!"
Fint nok, at vi har fornuften med som følgesvend til troen, men den skal altså ikke altid bestemme med sin lille nævenyttige stemme! Prøv at se billederne - og døm selv!

Futurum og friheden

I ugen, der gik, rundede vi i den kirkelige kalender Maria Bebudelsesdag (25. marts) - altså dagen, hvor vi mindes, at Maria fik besøg af englen Gabriel og fik at vide, at hun skulle føde Jesus - den Højestes søn.

Da jeg hørte teksten fra det første kapitel i Lukasevangeliet, slog det mig, at verberne (udsagnsordne) i englens besked står i futurum (fremtid): "Du SKAL BLIVE med barn..." Efter at hun lige har bedt om noget mere forklaring...ender hun med at sige, at hun er villig til at lade det ske med sig. Hun blev ikke bare gravid, fordi Gud havde en plan, men hun blev indviet, FØR det skete - altså på en måde kan man vel sige, at hun blev spurgt. Hvis Maria viste sin villighed, må det indebære, at hun havde friheden til at tilslutte sig det, der skete...

Det behøver på den anden side ikke nødvendigvis at betyde, at hun rent faktisk kunne afvende det, der skulle ske ved at sige nej - men hun havde ihvertfald friheden til at byde det velkommen - og det gør en kæmpe forskel. Englen siger også, at hun HAR fundet nåde for Gud dvs, det er noget, der allerede er sket og står fast, uanset hvordan hun går fremtiden i møde.
Gud lader ikke bare ting ske hen over hovedet på os - vi er medspillere - eller modspillere.. men det foregår under alle omstændigheder under Guds nåde!