Æblefristelser?? - næppe!

Mens det nærmest regner med æbler i vores have, har manden hjembragt en pose friske figner til sin kone.

Slangen i paradiset fristede Eva til at spise et .. nej, der står ikke æble! - bare frugt.

Personligt tror jeg mere på, at det var en smuk lillagrøn figen med det sødlige indre, hun dristede sig til at spise -

for hvem ville risikere vores nære forhold til Gud for et hårdt æble???

Faderens kærlighed

Jeg bliver for tiden overøst af en særlig og meget ødsel kærlighed. Den kommer fra min kollegas 3 årige datter. Først kommer hun med en tegning med mig som prinsesse, så en tegning med flere prinsesser og et uhyre. De kommer i store mængder regnende ned 'fra himlen'. Så kommer hun med en sten, jeg skal have. Altid ledsaget af et lille varmt smil og spillende øjne.

Jeg glemmer aldrig den vinterdag, hvor dette lille menneske gav mig det første knus: det var som om foråret kom: der blev ikke sparet på det i overgivelse og længde, og man kunne næsten høre basuner i baggrunden - eller den dag, hvor hun alvorligt, men kærligt strøg mig på kinden.

Al den kærlighed er som en hilsen fra himlen, som siger: alt er vel - og alt skal blive vel!

--

Kig på barnet og lær: vi er kaldet til at elske med vores Faders kærlighed - og ikke lægge fingrene imellem - men bare give uforbeholdent og ødselt. Børn ejer i sandhed dette kendetegn fra vores Fader.

Vil du høre historien?

Hvad får en politiker til at gå ud og sige, at Burka-beklædning skal forbydes?

Jeg forestiller mig ...

- han har oplevet en kvinde i nød inde bag en burka, undertrykt og bange. Det har rystet hele hans menneskesyn,  så nu tvinger vreden ham til at bruge de midler, han har...

eller:

- hans parti og hans rådgivere har i dagevis grundigt overvejet, hvilke mærkesager, der vil gavne partiets og den omtalte politikers vælgeropbakning, og kan få hans nye placering i partiet grundigt promoveret på avisernes forsider.. Han har tilsluttet sig denne linie, fordi han er enig...

eller:

- han har qua sin egen baggrund i islam flere gange oplevet religionen som undertrykkende, og selvom han ikke tager afstand fra sin baggrund, reagerer han altid skarpt overfor ekstremister, som han kalder dem...

Jeg ved det faktisk ikke, og jeg påstår ikke det ene frem for det andet.

Hvad får en kvinde, iransk, jordansk eller dansk, til at trække i en burka?

Jeg forestiller mig...

- hun har fundet mening i Islams livstydning og vil gerne markere, at hun mener noget med sin religion, så meget, at hun begrænser sin egen udfoldelse i det offentlige rum og risikerer vrede blikke og hårde ord...

eller:

- hun er gift med en mand og lever blandt mennesker, der siger, at sådan skal enhver anstændig kvinde gå klædt. Hun kender ikke personligt nogen, der kan fortælle hende om andre holdninger og måder at leve på. Hun kender ingen danskere, som hun kan have et varmt og nært forhold til. De danske kvinder forekommer hende fremmede og ligeglade...

eller:

- hun er godt og grundigt træt af danskernes ligegyldighed over for religion og deres foragt for hendes valg, og vil markere, at hun har ret til følge sin religion til det ydereste...

Jeg ved det faktisk ikke, og jeg påstår ikke det ene frem for det andet.

Men jeg tror, at vi ville forstå hinandens indimellem himmelråbende handlinger og holdninger bedre, hvis vi kendte historien bag. Den metode forenkler desværre ikke nogen sag, og derfor bruges den sjældent i medierne. 

Men du har et valg, hver gang, du møder et menneske: vil du høre historien?

Mere til stede

I går aftes havde vi fundet vej til Kysing strand. Efter et herligt fiskemåltid, stod vi og så ud over det klare vand. Pludseligt så vi et marsvin, der så ud til at lege vildt gennem bølgerne. Men snart opdagede vi, at der var mere end sjov på færde. En kæmpe ørred søgte flugten fra dens banemand - og nåede til sidst ind på det lave vand, hvor marsvinet ikke turde følge efter. Vi nød synet af disse smukke dyr og naturens liv lige foran vore øjne. På hjemvejen så vi hovedet af et rådyr inde i kornet ved Fulden.

Efter sådanne oplevelser føler jeg mig ligesom mere til stede.

Nu når vi midten

En drøm, der spirede første gang for 2 år siden, er nu ved at blive virkeliggjort. Da jeg første gang gik en labyrint i klosteret i Gurk i Østrig, tænkte jeg, at det kunne være rigtigt godt at lave sådan en i vores kirke. Og nu skal vi lave en til Sommerkirke på Lægården. Igår gik Jens, Kaj og jeg i gang med at måle ud og markere labyrinten på den helt rigtige plads: længst væk på skolens grund, nede ved åen blandt høje træer. Indimellem måtte mændende lige tænke sig om en ekstra gang om med udregningen, og kvinden måtte holde mund og gå efter forsyninger. Men efter et par timers arbejde havde vi formen klar. Til Sommerkirke skal deltagerne tage fat og lægge sten i græsset. Må det blive sjovt, anstrengende og velsignet!

Her er jeg gået i gang med noget, jeg ikke selv kunne gøre og regne ud alene, og det har været spændende, om det kunne lykkes. Det udfordrer mig på at udvise tillid - og det er faktisk ret svært, men nu hvor det ser ud til at lykkes, noterer jeg mig, at jeg bør give mere tillid. Labyrinten lærer os, at vi må begive os på vej og gå tålmodigt - vi kan ikke altid regne ud på forhånd hvordan, men hvis vi går langs stien i labyrinten, så vil vi på et tidspunkt nå midten.

at løbe rundt om hjørner

Godt - tak for opmuntringen - jeg prøver nye skridt her på bloggen igen.

Igår kørte vi til Svejstrup mellem Ry og Silkeborg. Her blev bygget en envejslabyrint af den klassiske type, den såkaldte Trojabog -i 1998 - så jeg var ret spændt på, om den stadig var der. Efter en vidunderlig smuk tur gennem et af Danmarks mange smukke landskaber - og med en lille omvej ned til Alken (hvorfor bor vi ikke på landet, tænker man sådan en sommeraften, hvor alt er stille og solen sender sit varmeste og smukkeste skær ind over alt..), fandt vi labyrinten ved et lille kolonihavehus på en eng bag ved landsbyen - og græsset var endda for nyligt klippet rundt om den.

Jeg begyndte min tur rundt med forventning - det er mindst 2 år siden, at jeg sidst prøvede en labyrint i Østrig. Jeg bad en kort bøn og gik rundt. Mens jeg gik, hørte jeg tydeligt mange forskellige fugles kor. Da jeg igen var kommet ud, løb jeg turen igen. Forunderligt: at løbe rundt om hjørner får mig til at grine.

I den halve time eller mere, vi var der, så vi ikke et eneste menneske - i hvertfald ikke uden for en bil - og en enkelt scooter - kun en kat holdt på afstand øje med dette menneskes mærkelige øvelse.

Tænk sig, at den oplevelse bare havde ligget og ventet på mig i årevis - mens jeg løb rundt om andre hjørner.

Længe har jeg gået og tænkt..

skal jeg helt annullere denne blog?

Hvad vil jeg egentligt med den?

Jeg kan da ikke blive ved uge efter uge at frembringe inspirerende tekster? - nej længe har det jo ikke fungeret!

Jeg vil jo gerne udtrykke mig ærligt om, hvem jeg er - men hvordan skal jeg gøre det?

Spørgsmålene er stadig åbne - men jeg har ikke lukket den endnu..